Akut og kronisk hjælp med is

august 15th, 2014

Isbehandling er næsten altid i stand til at dæmpe smerten, hvis du pludselig har fået smerter i ryggen, nakken eller i ben eller arme efter et forkert løft eller forvridning, efter et slag eller et fald. Jo tidligere du starter isbehandlingen, jo mere effektivt er det, men der kan også være hjælp at hente fra en isbehandling på gamle skader. Isen virker nemlig både smertestillende, afslappende på muskler og får hævelser til at falde, hvilket er en klar fordel, hvis du træner med en gammel skade, der kan blusse op igen.

Ved akutte og kroniske skader
Ved pludseligt opståede smerter er isbehandling næsten altid en effektiv førstehjælp. Isen vil mindske hævelsen og smerten og samtidig virke afslappende på muskulaturen. Kulde virker bedøvende og hæmmer kroppens smertesignaler til hjernen. Blodgennemstrømningen og reaktionerne i hud, muskler og led sænkes. Dette reducerer lokal hævelse i området og virker smertestillende. Det gælder fx ved akut hold i nakke eller lænd og hvis du får forstuvet, forstrakt eller forvredet din fod, ankel, knæ, hofte, hånd, håndled, albue eller skulder. Isbehandling er mest effektiv den første tid efter dit hold eller din skade, men en isbehandling kan også ofte hjælpe senere på spændte muskler og/eller væskeansamlinger omkring overbelastede led.

Frosne ærter, knust is eller gelposer
Du kan bruge hvad som helt til at køle med – små køleelementer kan du bruge til lænden, frosne ærter kan du nemt forme rundt om nakke, arme eller ben. I sportsforretninger, hos Matas eller på apoteker kan du også købe gelposer, der er beregnet til formålet og som du kan forme efter den del af kroppen, der skal is på.

Det kolde må aldrig komme direkte på den bare hud. Pak isposen ind i fx et viskestykke, så du undgår forfrysninger i huden og en forværring af smerterne.
Generelt gælder det, at du højst må bruge isen i 15-20 minutter i træk på samme område, her efter skal du holde en times pause, så vævet kan varmes op igen. Du kan bruge isen, så ofte du føler lindring derved.

Et isbehandlingsforløb
Ved stærke smerter i de store muskelgrupper er et godt forløb:
• Is på i 15 minutter
• Pause i 1 time
• Is på i 15 minutter
• Pause i 1 time
• Is på i 15 minutter
• Gentag samme runde efter 2-3 timer
Ved smerter i de mindre muskelgrupper fx brystkassen skal du bruge mindre tid. Isbehandling bør ikke bruges ved svære hjertesygdomme og kredsløbslidelser, på områder med nedsat hudfølsomhed samt på små børn, gigtplagede personer og svækkede ældre.