Ryggen på arbejde i haven

april 12th, 2018

Sydkystens Sportsklinik

Foråret nærmer sig og måske skal du ud og i gang med en række haveopgave – luge, beskære og grave.

Opgaver som du sikkert gerne vil klare i en rasende fart nu her til april, men husk at det kan være et hårdt slid, hvis du ikke har været aktiv i de lange vintermåneder.
Hvis du ikke har styrket din ryg, skuldre og arme, mens kulden rasede udenfor, gælder det om at passe på kroppen, så du ikke overbelaster led, muskler og sener, når du kaster dig ud i havens mange aktiviteter.

Arbejdet i haven kræver ofte, at du skal bukke dig akavet og det kan give dig gener i den nederste del af rygge. Når rygradens lændeknogler har nået yderstillingen, og du så fortsætter med at løfte eller strække dig, så kommer generne.

Der er dog et sæt gode råd, som du med fordel kan huske på, så risikoen for pludselige skader og overbelastning bliver mindre.

Varm op – og lyt til kroppen
Se på havearbejdet som på en sportsaktivitet. Du skal varme musklerne op for at mindske risikoen for skader. Gå rundt i haven mens du planlægge dit arbejde, start så langsomt op og husk at lytte til din krops signaler.

Variation og pauser
Skift mellem det tunge og lette havearbejde og undgå at lave den samme bevægelse igen og igen. Skift fx mellem at stå, sidde på hug og ligge på knæ. Hvis du mærker stivhed, muskelømhed, eller uro i ryggen, er det tid til en pause.

Behold tøjet på
Når du knokler i haven vil din krop blive varm og måske lidt svedig, og du kan sikkert føle dig fristet til at smide jakken og trøjen. Men vær opmærksom på at især ryggen ikke får træk og musklerne bliver kolde. Kolde muskler er udsatte for akutte skader.

Stræk ryggen
Undgå at bøje dig forover, når du luger, graver og løfter. Du kan skåne din ryg ved at bøje ned i knæene i stedet. Bevæg ryggen i den modsatte retning, hvis din ryg har stået foroverbøjet i længere tid – så får ryggens led og muskler en pause. Når du holder pause skal du ikke sætte dig ned for det belaster lændens led unødvendigt. Gå i stedet en tur eller læg dig ned og hvil ryggen.

Når skaden er sket
Får du ondt efter havearbejdet, er is den bedste akutte behandling. Det virker smertestillende, muskelafslappende og kan mindske hævelser. Behandel med is på det sted, hvor det gør ondt i 15-20 minutter. Gentag eventuelt behandlingen med is hver time indtil smerterne aftager.

Haven kan styrke ryggen
Arbejder du fornuftigt i haven er havearbejdet super effektivt til at bygge dine rygmuskler op, så du får en stærkere ryg. God arbejdslyst.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.